Af Zainab Issa
Netflix-serien The Crown har været enormt populær, siden den først udkom tilbage i 2016. Vi har fulgt historien om det britiske kongehus gennem tre sæsoner, og nu er den spændingsfyldte, majestætiske fortælling om dronning Elizabeth II og resten af den engelske kongefamilie tilbage – med endnu flere skandaler og hemmeligheder fra Kensington Palace. The Crown viser os historiske begivenheder fra helt nye vinkler, og aldrig har serien været mere visuelt imponerende og storslået.
Vi begynder i 1978 med valget af Storbritanniens første kvindelige premierminister, Margaret Thatcher også kendt som’ The Iron Lady (Gillian Anderson). Nationen begynder at mærke virkningen af Thatchers konservative politik, der fører landet ind i Falklandskrigen og skaber konflikt inden for The Commonwealth. Alt imens er dronning Elizabeth II (Olivia Colman) og hendes dysfunktionelle familie optaget af at beskytte arvelinjen ved at sikre en passende brud til kronprinsen Charles (Josh O’Connor), der stadig er ugift som 30-årig.
En kort romance begynder mellem Charles og den unge Lady Diana Spencer (Emma Corrin), som fører til et tiltrængt eventyrlige ægteskab, der forener det britiske folk. Men ægteskabet er langt fra nogen dans på roser. Faktisk knager det allerede med kronprinsens skandaløse forhold til Camilla Parker-Bowles (Emerald Fennell).
I sin første store rolle, er Corrin chokerende god som den ikoniske folkekære prinsesse. Hun formår at omfavne alt det Diana er: varm, sentimental og empatisk. Som prins Philip siger i sæsonfinalen “She’s the oxygen we all breathe.” Og mens O’Connor har fået Charles til at tale mumlende gennem tænderne, begynder han så småt med at fremstå som den irriterende “Prince of Wails”.
The Crown´s store styrke er, at den nuanceret viser kongehusets konflikter fra alle sider. Vi forstår selvsagt Dianas ulykkelige reaktion på den kongelige familiens kølige modtagelse, de fastlagte regler og følelsen af at være Charles’ andet valg. Men vi får også forståelse for Charles´ kærlighedstragedie, hvor han ikke kan få den kvinde, han i virkeligheden elsker.
Det er fremdeles de historiske personers indre liv, der er seriens centrum. Da der ikke er grundlag for tillid til hinanden, bliver kontrol meget vigtigere, og den gennemføres ved at inducere skyld og skam, som gennemsyrer hele familien lige under den pæne overflade.
Af de tre kvinder i showet Diana, Elizabeth og The Iron Lady, er det Thatcher, der griber og holder ens opmærksomhed mest. Anderson har bragt hende til live i en uhyggeligt akkurat gengivelse – fra ansigtstræk og mimik, til sprog og holdning.
The Crown har ingen action-sekvenser og alligevel er det et af Netflix’ dyreste shows nogensinde. Hvorfor? På grund af den rene detaljeopmærksomhed på produktionskvalitet. Det er i det hele taget en scenografisk spændende og visuelt frydefuld dramaserie; lyset er gennemtænkt og kostumerne gengiver kongehusets overdådighed.
Historierne og karaktererne bliver portrætteret som både episke og jordnære, ekstravagante og nuancerede. Mens prinsesse Diana hele tiden bliver bedt om at undertrykke sin individualitet af hensyn til monarkiet, gør den underholdende serie The Crown hende mere menneskelig end nogensinde før.
Trods enkelte fejl i kronologien (Charles og Diana mødtes faktisk for første gang i 1977, mens Thatcher blev premierminister i 1979) har den engelskfødte instruktør og manuskriptforfatter Peter Morgan skabt en overbevisende, velskrevet og godt udført serie.
Faktisk er næsten hvert element perfekt fremstillet, hvilket betyder, at ingen enkel del skiller sig ud fra resten, men snarere fungerer i harmoni. Og det er dramaseriens største succes; det faktum, at det hele smelter sammen i en formidabel binge-værdige kvalitetspakke.
Kommentarer